Afdeling A/B/D/E
På alle skolens afdelinger arbejdes der med ønsket om at skræddersy individuelle skoleforløb ud fra elevens særlige situation og behov. Målet er altid at fremme trivsel, læring, livsduelighed og iboende kompetencer hos eleven.
Afdeling A
På afdeling A undervises elever med diagnoser inden for autisme-spektrumsforstyrrelser (ASF) og elever, som har behov for den forudsigelige og visuelle pædagogik. Elevgruppen dækker fra svagt fungerende til meget velfungerende – og hvor flere tager afgangsprøver i udvalgte fag. Pædagogikken og de pædagogiske metoder tager afsæt i aktuel viden og forskning på autismeområdet.
Afdeling B
På afdeling B undervises elever i alderen 6-17 år med vidtgående udfordringer i forhold til kognition, sprog og sammenspil. Eleverne kan også have store motoriske og sensoriske udfordringer samt funktionsnedsættelser. Eleverne har en eller flere diagnoser såsom psykomotorisk retardering/mental retardering, autisme, synshandicap, epilepsi samt syndromer.
Afdeling D
På afdeling D undervises elever med intellektuelle og fysiske funktionsnedsættelser og syndromer. Eleverne er målt på funktionsniveau fra svagt til middel fungerende. De pædagogiske metoder tager udgangspunkt i aktuel viden og forskning inden for neuropædagogisk, neuropsykologisk og neuroaffektiv udvikling. Der er fokus på læring og livsduelighed.
Afdeling E
På afdeling E undervises elever med opmærksomhedsforstyrrelser og socioemotionelle vanskeligheder. Målgruppen spænder fra svagt- til velfungerende. De pædagogiske metoder tager afsæt i aktuel viden og forskning fra bl.a. ADHD-området, samt neuropædagogisk udvikling, Low Arousel, handlepræget pædagogik samt et helhedsorienteret menneskesyn.